Menu

Markant fremgang for U14 trods endnu en øretæve...

21. august 2013 kl. 00:14
AaB - St. Restrup IF 9-1 (3-0) RIF ydede AaB kvalificeret modstand så længe kræfterne holdt...
Det kan godt være AaB var klart bedst og vil mene de burde have vundet større i dag, men ikke desto mindre står vi tilbage med en fornemmelse af at 8 mål var for stort i dag. Indsatsen i dag var langt over lørdagens præstation og derfor er det også ekstra ærgerligt at få så stort et nederlag. Vi tager rigtig meget positivt med fra dagens kamp og indstillingen lover godt for de resterende kampe.

Det var en flok drenge Mick sendte på banen i dag. Vi sad fra kampens start tæt på AaB'erne. Vi stod ganske kompakt og lukkede rummene godt ned. Vi vidste det ville være vigtigt at lukke midten ned og det lykkedes vi rigtig godt med. Derfor var det også rigtig ærgerligt at AaB scorede på en standardsituation efter bare 4 minutter. Vi fortsatte dog ufortrødent og fik sat et godt angreb op efter 9 minutter. Desværre tabte vi bolden tæt på AaBs straffesparkfelt og i en lynhurtigt omstilling blev vi fanget højt på banen og AaB gjorde det til 2-0. En meget hård skæbne, synes vi, efter en god indledning. Igen kæmpede drengene dog videre og holdt fast i konceptet. AaB havde bolden hele tiden (det vidste vi godt på forhånd), men de havde svært ved at spille sig igennem. Efter 18 minutter fik de endnu en dødbold og her må vi bare tilstå at vi ikke er dygtige nok. Markeringer er ikke tætte nok og vi investerer ikke nok i duellerne og AaB kunne midt i feltet heade den ind til 3-0. AaB fortsatte presset og kom frem til flere chancer, men vi holdt hovedet højt og fik lukket af til pausen. Fortjent føring, men som sagt også en hård skæbne efter en god halvleg. Efter pausen holdt vi dampen de første 20 minutter. Bortset fra AaBs scoring til 4-0 efter 40 minutter stod vi fortsat solidt og Simon redede de forsøg AaB kom frem til. Herefter må vi indrømme at kræfterne ikke rakte længere. Markeringerne blev løsere og rummene større og det var AaB ikke sene til at udnytte. Samtidig blev de personlige fejl større og større og på det sidste kvarter scorede AaB 5 gange. Heldigvis scorede Jonas indimellem vores første mål i M1 efter et godt gennembrud på højre kant - dejligt!

Alt i alt synes jeg vi kunne være vores indsats bekendt i dag. Vi mødte igen et hold der har samlet de bedste fra en hel landsdel (bl.a. 3 riffere), og derfor skal AaB jo også vinde sådan en kamp. I modsætning til lørdag var vi dog i dag taktisk og mentalt klar. Desværre lavede vi ALT for mange personlige fejl i situationer hvor vi egentlig var organisatorisk på plads og skulle have clearet. Reelt set burde vi vel have forhindret 6-7 af AaBs mål med bare lidt mere kynisme og dygtighed. Så ved jeg godt AaB vil sige at de kunne have scoret på andre chancer, men det efterlader os alligevel med et ærgerligt helhedsindtryk af en kamp vi spillede rigtig klogt.

Men lad os tage de positive ting med videre, arbejde med at minimere de "dumme" fejl og styrke formen, så er jeg sikker på vi har endnu mere at give af. I dag var i hvert fald et skridt på vejen.

Dagens riffer: Frederik Kongstad
Luk