Menu

Sindsygt drama da U13 drenge spillede sig i finalen om det Jyske Mesterskab...

28. juni 2013 kl. 00:15
St. Restrup IF - Herning Fremad (2) 9-8 (0-0) efter forlænget spilletid og straffespark... Kom og støt os i finalen på lørdag kl. 14:00 i Løvel, Engvej 20A, 8830 Tjele. 73 km fra Frejlev (tæt på Viborg).
Mere end 100 tilskuere blev vidne til et sandt drama torsdag aften på Frejlev stadion.

Rif tog imod Herning Fremad (2) i semifinalen om det Jyske Mesterskab.
Rif satte sig tungt på begivenhederne fra kampens start og spillede endnu engang en fremragende første halvleg. Rif havde bolden klart mest og fik lagt et godt pres på HF. Det blev til mange store chancer, og det var kun manglende held og dygtighed, samt en god keeper, der gjorde at der ikke stod mindst 2-0 ved halvleg. Ved flere lejligheder var det faktisk utrolig at vi ikke kom i front. HF havde kun sporadiske forsøg omkring dødbolde og blev aldrig farlige i første halvleg. Desværre ville bolden ikke ind for Rif og så måtte vi gå til pause med 0-0. Det lignede en af de dage hvor den bare ikke ville ind.
I starten af anden halvleg modtog Simon et gult kort og måtte holde 10 minutters ufrivvilg pause. Det fik vi ikke rigtig tilpasset os og kort efter scorede HF efter hjørnespark. Ganske ufortjent, men sådan er fodbold jo. For det ikke skal være løgn så scorede de også til 2-0 efter 37 minutter. Vi fik ikke clearet ordenligt, og selvom Simon klarede forsøget på flot vis, så var HF også først på returen. Pludselig så det hele sort ud. Ikke en situation vi for bare et halvt år tacklede særlig godt. Heldigvis var det for et halvt år siden!! Drengene bevarede troen og viste høj moral. Simon kom ind igen og vi overtog spillet. Vi spillede os frem til flere store chancer, men keeper og træværk tog fra flere gange. Gæsternes mål var som forhekset og tiden begyndte at rinde ud. Mick lavede flere rokeringer og satsede mere og mere. Presset blev tungere og tungere og satsningerne gjorde at HF var farlige på kontraer. Forsvaret og Simon kæmpede heroisk og reddede os i flere situationer og i den anden ende ville den fortsat ikke ind. Efter 58 minutter lykkedes det så endelig. En bold i feltet faldt ned for fødderne af Anders og denne gang svigtede han ikke. Herefter kastede vi alt frem. HF scorede faktisk til 3-1, men målet blev underkendt for offside. En sidste livlinje og på det efterfølgende angreb slap Simon igennem. En hård afslutning tog undersiden af overliggeren. Returen havnede dog ved Miclas midt i feltet og i hans forsøg på at score blev han væltet i feltet - korrekt straffe. Søe tog det tunge ansvar og udlignede på sikker vis.
Forlænget spilletid igen. Spillet bølgede frem og tilbage med gode chancer i begge ender. Rif ramte igen overliggeren - ind ville bolden stadig ikke. Det ville den til gengæld i anden halvleg af den forlængede spilletid. Miclas fandt (efter en god solotur) Tobias på kanten af offside i venstre side. Tobias tog et enkelt træk og bankede bolden i kassen. Vild jubel på Frejlev stadion. Nu skulle HF satse og igen fik de faktisk bolden i mål. Målet blev igen annuleret for offside og var den første tvivlsom, så virkede denne korrekt. 1 minut før tid fik GK gult kort (lidt hårdt) og HF frispark uden for feltet. Simon fik et godt spark vippet op på overliggeren, men returen kunne han ikke holde ude. Dramaet ville ingen ende tage og nu måtte det hele afgøres på straffespark.
Det er altid et lotteri, men lad mig starte med at rose begge holds spillere. De var yderst coole og sparkede det ene gode straffespark efter det andet i denne svære situation.
HF scorede på deres første fem og var hele tiden foran. Simon V, Anders, Søe, Horskjær og Simon J (målmand) var dog yderst sikre, selvom de var under maksimalt pres hver gang de skulle sparke. Ved 8-8 viste Simon så sin store klasse og nappede HFs spark. Det var ikke nemt at finde en til at sparke vores 6., men Mads Lynge tog ansvaret på sine skuldre og bankede bolden op i nettaget. Mads måtte efterfølgende tage 20 drenge på sine skuldre.
Hvilken oplevelse med disse drenge som bliver ved med at overgå sig selv.

Dagens Riffer: Mads Lynge.

Nu glæder vi os helt vildt til finalen på lørdag kl. 14:00. Her skal vi møde Herning Fremad (1). Det er FC Midtjyllands bedste, så endnu engang skal vi bide skeer med de store. Vi har alt at vinde og intet at tabe - men hvorfor skulle vi også tabe.
Kampen spilles på neutral bane i Løvel, Engvej 20A, 8830 Tjele. 73 km fra Frejlev (tæt på Viborg). Vi håber rigtig mange vil tage turen for at støtte drengene.
Luk